leonorachristinaskov leonorachristinaskov

1262 posts   9034 followers   664 followings

Leonora Christina Skov  Cabinet of curiosities from Danish writer, traveler & literary critic with Weekendavisen. Based in Copenhagen. 5 novels in 6 languages 📸 CanonG7X

https://www.facebook.com/lcskov/

Postkort fra den intenst skrivende (der netop har sat sidste punktum i et meget langt tilbageblik og nu kan se en ende på førsteudkastet🙌🏻) til alle, der også holder af #moderncomposition #modernclassical og hvad man ellers kan kalde de nye musikalske kompositioner uden sang. Jeg lytter til dem fra morgen til midnat disse måneder, fordi de har en skøn, beroligende effekt på min skrivning, og canadiske #FlyingHórses @flyingh0rses er et af de bedste bands, jeg er stødt på. Tjek deres debut, Tölt, der er indspillet på Island og består af Jade Bergerons klaver-, orgel- og klokkespil og Raphael Weinroth-Brownes ekspressive cello. Selv kalder de albummet "a journey through childhood memories of dusty dollhouses and wide eyed innocence", men jeg bliver nu snarere mindet om islandske favoritter som Amiina og Olafur Arnalds. Jeg er ikke på Spotify, for jeg synes, at musikerne skal betales ordentligt for deres arbejde, men albummet kan høres og købes digitalt over Bandcamp. Yndlingsnumre: Carousel, Tölt & Dollhouse. Foto fra bandets facebookside🎼❤️ #postambient#electroacustic#instrumental#modernclassical#nowspinning#experimental#classical#musicforwriting#modernclassical#recordoftheday

I did it for science👩🏻‍🔬Jeg har tilbragt tre timer i dette forsøgslokale på psykologisk laboratorium i dag for at gennemgå alverdens tests for ansigtsblindhed/prosopagnosi. Jeg er med i lektor i neuropsykologi, Randi Starrfelts, forskningsprojekt og har i dag sejlet rundt i diverse ansigter, jeg ikke kunne genkende, med mindre vi var oppe i Meryl Streep/Bill Clinton-ligaen, og alverdens ord og objekter, jeg let kunne genkende. Nu mangler jeg bare MR-scanningen, så vi kan udelukke, at jeg har en hjerneskade. Når jeg fortæller folk, at jeg ikke kan genkende ansigter, tror de fleste, det svarer til ikke at kunne huske navne, og det gør det ikke. For mig er det sådan, at jeg i ni ud af ti tilfælde ikke kan genkende folk, heller ikke mine venner og familie. Al mulig anden info om dem er intakt, men der er bare en sort plet, hvor ansigtet skulle være. Mine dagbøger er fulde af alenlange beskrivelser af folks ansigter, for før google plejede jeg at gå direkte hjem fra diverse møder og nedskrive alt, hvad jeg kunne huske, så jeg kunne læse op på ansigterne, inden jeg skulle møde folk igen. I dag googler jeg som en sindssyg inden sociale sammenhænge, men rystende ofte har folk tilladt sig at skifte frisure, tøj, smykker og vægt, og så er jeg på bar bund. Andre ansigtsblinde kan hverken genkende deres egne børn eller sig selv i spejlet, og det kan være angstprovokerende at bevæge sig ud i verden. Randi estimerer, at mindst 2% af befolkningen lider af syndromet i varierende grad. Hvis du er en af dem, kan du gå ind på www.ansigtsblind.dk, teste dig selv og komme med i forskningsprojektet, så vi kan finde ud af mere om, hvad ansigtsblindhed skyldes, og hvad vi kan gøre ved det. Du kan også henvende dig til Randi, hvis du er alt det, jeg ikke er, nemlig super recognizer👀

Min Annette og jeg har lige været i @grandteatret og se den koreanske thriller #TheHandmaiden, som jeg har ventet utålmodigt på skulle komme til Danmark, og jeg kan rapportere, at den er lige så fantastisk, som jeg havde håbet. Der er tale om en remake af Sarah Waters’ #Fingersmith; en storslået lesbisk, erotisk thriller fra Victoriatidens England og en lige så storslået BBC-produktion med den vildeste switcheroo midtvejs. Man sidder vitterlig ude på kanten af stolen og tænker ’what?!’ Og det gør man flere gange. I The Handmaiden er handlingen henlagt til Korea under den japanske besættelse, og det fungerer overraskende godt som gotisk baggrundstapet. Park Chan-wook, kendt for The Vengeance Trilogy, har castet et par spændende kvinder og en spændende mand i hovedrollerne, plottet har fået nye twists, så selv jeg, der har set Fingersmith flere gange, blev overrasket, og så er der ellers skruet godt op for erotikken, cross-dressing, sadisme og victoriansk pornografi, som Waters har en doktorgrad i. Hvis man har Fingersmith til gode, ligger den og Waters’ lige så fremragende cross-dressing-thriller, Tipping the Velvet, på Youtube. Jeg kan kun sige en ting: The owls are not what they seem❤️📽

I et essay i The Guardian ("They say writing is cathartic, but writing about my parents dying almost killed me") skriver Erin Vincent om - ja, overskriften siger jo det hele - hvor vanvittig en oplevelse det var at skrive en erindringsbog om at miste sine forældre som 14-årig. Jeg genkender en del, f.eks.: "I honestly believed I could "knock it out" in six months. How hard could it be? I'd been a journalist writing about other people, so writing about myself, a subject I knew well, would be a cinch". Erin blev dybt deprimeret, overvejede at dø, bogen tog syv år at skrive, og hun afviser alle forestillingerne om, at det var katarsisk at omskabe smerten til kunst. Selv bliver jeg ofte spurgt, om ikke skriveprocessen er terapeutisk for mig, og det er den ikke. Det kan være terapeutisk at gå i terapi eller tale med sine venner, men det her er et arbejde, en nødvendighed og p.t. en døgnbeskæftigelse, der udspiller sig blandt folk, der er døde i dag, med mit yngre jeg i centrum. Det store lyspunkt er de levende, selv om det også er sin sag at skrive om sin elskede, sine ekskærester og sine gamle venner. Jeg har ikke set mange af dem længe, fordi jeg skriver så intensivt, men heldigvis har jeg minder om dem rundt omkring. Her er det et postkort fra Martine i min reol @martinenoring Bagpå har hun skrevet, at hun så dette kort i en boghandel og tænkte på mig. Forhåbentlig er det den glade dame, hun mener💋

Jeg er i færd med at skrive om en af de vildere perioder i mit liv, og billedmaterialet, der må siges at være omfattende, gør mig utrolig glad for at have været ung før den digitale revolution, for ellers ville der helt sikkert have været nøgenbilleder af mig i cirkulation i dag. Jeg har tit tænkt på det, når jeg har læst om helt unge piger, der har fået delt deres billeder, for jeg holdt mig bestemt heller ikke tilbage, men utrolig fornuftigt, alt taget i betragtning, sørgede jeg for selv at få negativerne. Fx til det her billede, der er klippet, så Instagram ikke får et chok. Det er en del af en større serie taget af min ekskæreste, der var en habil fotograf og brugte mig som muse, også længe efter at vi holdt op med at være kærester. Jeg kan takke ham for, at hele cirkusset med at få taget pressebilleder og sige ja og nej til fotografernes ideer faldt mig utrolig let, da jeg begyndte at udgive bøger. Og nu: Videre i teksten..❤️

Tidligt oppe og i gang. I går hev jeg mine fire første upublicerede manuskripter ned fra loftet, skrevet fra jeg var 14 til 18, og det er godt nok mærkeligt at læse dem igen. Dels kan jeg ikke huske et ord af dem, og dels skriver jeg åbenlyst om min egen situation på diverse camouflerede måder. Vi har "Og solen vender aldrig tilbage" (ja, jeg holdt af dramatiske titler) om en pige, der begår selvmord, hvorefter det endelig går op for hendes chokerede familie, at de elsker hende, "Om Louise" om en pige, der sulter sig ihjel og "Rigtige dukker græder ikke" om en pige, der får hjertestop og efterlader sig tre veninder i sorg. Således opmuntret er jeg nu i gang med "Bare kald mig Lili Grøn", som jeg skrev som 16-årig. Det handler om Lilli, hvis mor ikke elsker hende, men da hun var lille, havde hun en kærlig faster, der gjorde. Fasteren bortførte hende, så de kunne være sammen altid, og de levede lykkeligt i tre uger, hvorefter de blev fundet. Ved romanens begyndelse har Lilli fortrængt fasterens eksistens, men da hun begynder at dukke op i hendes drømme, konfronterer hun sin mor. Morens svar er: 'Du er selv udenom, at jeg ikke kan elske dig. Du valgte jo din faster frem for mig, selv om det er en naturlov, at børn elsker deres mødre'. Manuskripterne er på flere hundrede sider, og jeg mindes, at mine forældre læste dem og konkluderede, at jeg havde en livlig fantasi og altid beskæftigede mig med sådan nogle specielle emner. Right❤️

Ja, det er så mig i en temmelig rasende periode af mit liv lige efter, at mine forældre havde kørt alle mine ting på forbrændingen, jf. tidligere post. Jeg havde netop skiftet navn til Leonora og blev stalket af en creepy mand i min ejendom, men følte kun mild irritation, for jeg havde gået til jiu-jitsu, siden jeg var tolv og vidste, at jeg ville kunne sparke ham i gulvet anytime - jeg har alle dage været bedre til spark end til slag. På billedet er jeg iført @janfogt's outfit og en orange paryk, som jeg holdt meget af at gå rundt med. Jeg havde også en blond version, der fik mig til at føle mig som Geena Davis i The Long Kiss Goodnight. På dette tidspunkt boede jeg hos Jannie, for min stationære computer var brændt sammen tre uger før, jeg skulle aflevere en stor, sammenlignende analyse af Siri Hustvedts The Blindfold, og Judith Butlers Gender Trouble, og jeg havde ikke råd til at købe en ny før måneden efter, så Jannie tilbød, at jeg kunne bruge hendes. Jeg er stadig rørt over den gestus. Denne periode er cirkelspark på cirkelspark, mao. en fest at skrive om, modsat de år, der gik forud. Det kan godt være, at alt muligt var noget lort, men jeg var da i hvert fald godt i gang med at genskabe mig selv. To år senere redigerede jeg en feministisk antologi. Tre år senere udkom min første roman👊🏻❤

Ved et mærkeligt sammentræf skrev den kvinde, der købte min mormors hus i 2012, for at høre, om jeg kunne være interesseret i at overtage min mormors gamle klaver, bedst som jeg sad og skrev på de barndomsscener, der udspiller sig i min mormors hjem. Hun fik klaveret af sine forældre, da hun fyldte ti år i 1924, og jeg har masser af minder om det, for min mormor spillede salmer på det alle årene. Hun sagde ofte, at jeg skulle arve det, men jeg kan kun spille trompet og ikke klaver, og hvis det skal ind i min og Annettes lejlighed, skal sminkebordet ud, for der er ikke plads til begge dele. Her er det i det nyeste nummer af Retro #retromagasin. Dets eneste funktion er at huse alle mine parfumer, men det har kæmpe affektionsværdi for mig, for det var det første møbel, jeg købte, da jeg flyttede i min første lejlighed som 20-årig. Jeg manglede en seng, et klædeskab og de mest basale køkkenredskaber, men jeg købte det alligevel for en måneds SU. Jeg har overvejet frem og tilbage i flere uger, og jeg tror, at sminkebordet bliver. Det bliver naboerne helt sikkert glade for❤

Mig i den suverænt mest rasende periode i mit liv lige efter, at mine forældre havde ryddet loftet i mit barndomshjem og kørt alle mine ting på forbrændingen. Det var selvfølgelig værre, at min mor havde truet med at dø og dårligt havde kunnet forlade hjemmet de foregående tre år, fordi jeg var lesbisk, og at min mormor havde truet med at dø hver gang, hun forgæves havde forsøgt at tale min mor til rette, men forbrændingen var dråben. Jeg var 24 og havde det, som om de første 19 år af mit liv lige var gået op i røg, og jeg kvitterede ved at skifte navn til Leonora og begynde at skrive min første roman, Rygsvømmeren. "Jeg lyder for helvede, som om jeg er sindssyg i den tekst indtil videre", skrev jeg i min dagbog. "Jeg frygter, at ingen nogensinde vil kunne elske mig, når de læser det her. Hver dag er en lang bekræftelse af, at jeg intet er værd, og intet bliver værd, og ikke når derhen, hvor jeg ønsker, men jeg tænker, at jeg lige så godt kan give ordet frit i den bog og skrive alt ud. Når jeg er færdig, kan jeg dø". Det sidste blev da heldigvis ikke aktuelt, for jeg fik et meget bedre liv af at skrive den bog. Når jeg ser på billedet i dag, tænker jeg på PJ Harveys Stories from the City, Stories from the Sea, som jeg hørte konstant, og en knytnæve, der smadrer igennem en mur. Det var den kraft eller at gå til grunde. Jeg ved ikke, hvor jeg fik kraften fra, men jeg ved, at intet i verden for alvor har skræmt mig siden❤

Status efter en weekend med intensiv bogskrivning: Jeg kommer ikke til at savne at skrive om folk, der er døde eller ude af mit liv, og jeg kommer slet ikke til at savne at bevæge mig rundt i mit barndomshjem, der ikke længere eksisterer, eller føle mig kastet tilbage til min toværelses stuelejlighed på Norgesgade, Amager. Der er meget godt at sige om den lejlighed, fx var den billig, men jeg har stadig måttet slæbe mine tanker tilbage til den. Her kan man virkelig tale om at føle sig færdig med et sted. Da jeg flyttede ind i 1996, havde jeg lyse standardmøbler som en tremmesofakopi med vissengrønt betræk, et aflangt sofabord, en fletstol og en sakselampekopi, men så blev jeg kæreste med en storladen præst, der introducerede mig til den guldornamenterede æstetik, og opdagede Frelsens Hærs møbellager på Hørhusvej. Et fantastisk sted. Lidt efter lidt udskiftede jeg hele interiøret med funky møbler, som jeg fornøjede mig med at sætte i stand, malede lejligheden i hvid højglans og pyntede med postkort alle vegne. Det her Man Ray-postkort med Marcel Duchamp udklædt som Rrose Sélavy (1921) var min favorit de år, og det minder mig så meget om min gamle lejlighed, at det har ligget på bunden af min postkortæske, siden jeg flyttede i 2003. Men nu står Rrose her foran mig i al sin pragt. Jeg synes i grunden stadig, at det er et ret skønt billede❤ Baigneuse fra @brixbrocante & pinupvase fra @circusclay

Her til formiddag deltog jeg i René Fredensborgs to-timers kunsterdebatprogram på Radio24syv, René Linjer, sammen med komponisten og sangerinden @kristinaholgersen og filminstruktøren Niels Nørlev. Vi debatterede sort arbejde, det litterære parnas, Uber og TV2-dokumentaren De illegale, og her efterfølgende, hvor jeg går mig en lang tur i nærområdet, slår det mig som så ofte før, hvor uforeneligt dét at mene noget er med den skabende proces. Det er vildt ærgerligt, for jeg holder meget af at give min mening til kende om emner, jeg ved noget om, og jeg synes bestemt, at dagens program blev glimrende. Medierne opfordrer jo også løbende kunstnere til at blande sig mere i samfundsdebatten, men problemet er bare, at medierne betaler os kunstnere og alle andre nul kroner for at stille op. Selv kunne jeg let have et fuldtidsjob, der bestod i at cirkulere gratis rundt i medierne og mene alverdens ting, og når man har stillet op i to timers live-radio, er man for træt til bare at tage hjem og arbejde videre. I forvejen har mange af os forfattere flere måneders ulønnet fuldtidsarbejde rundt om en bogudgivelse, fordi bogen skal lanceres, og man kan da være heldig, at synligheden resulterer i et mersalg, men det er bestemt ikke altid tilfældet. En sjælden gang takker jeg ja til et meningsprogram som i dag, fordi jeg synes, det er sjovt, og René er en fed vært, men jeg kan dybest set ikke forsvare det. Det er skrivetiden, der ryger, og mine bøger er vigtigere for mig end mine holdninger. Det ville være fantastisk, hvis jeg ikke var tvunget til at vælge💙

For præcis to år kom jeg på Instagram, fordi min pressedame @camillahoy blev ved at sige, at det er et rart sted at være som forfatter, at det slet ikke ligner FB, og at folk herinde rent faktisk læser bøger. Jeg var skeptisk og frygtede at blive trukket tilbage i FB-debatuniverset, der larmede så meget, at jeg ikke kunne skrive, men Camilla viste sig at have ret. Mens jeg har skrevet intenst på min næste bog, har jeg ofte sendt det her gamle stillbillede fra #MasculinFéminin (1966) en kærlig tanke, fordi mine poster herinde minder mig om postkort fra den erindringsromans-virkelighed, jeg har skabt mig. Det er sådan set de eneste livstegn, der er fra mig i denne fase, hvor jeg har måttet skære sociale aktiviteter, optrædener og anmeldelser fra. Til gengæld har jeg fyldt min virkelighed med ny klavermusik med og uden strygere fra ni morgen til midnat. Hvis andre skulle have lyst til at lytte med, er mine #neoclassical #moderncomposition favoritter p.t., øverst fra venstre: Tyske #DirkMaassen & #LenaMolfa med #OneNightinCologne, franske #JulienMarchal med #InsightII, argentinske #SebastianPlano med #ArrhythmicalPartofHearts og argentinske #BrunoSanfilippo med #ThePoet. Og nederst fra venstre: Amerikanske #Goldmund med #TheMaladyOf Elegance, tyske #CarlosCipa med #AllYourLifeYouWalk, italienske #FedericoAlbanese med #TheHouseboatAndTheMoon og irske #NiallByrne med #StillLife. Og så ser jeg i den grad frem til at høre Yonder med australske Sophie Hutchings🎼❤️💋 #shecontinuestocreateaworldentirelyofherown#postambient#electroacustic#instrumental#modernclassical#nowspinning#experimental#classical#musicforwriting#modernclassical#recordoftheday

follow this page in feedly

Most Popular Instagram Hashtags